Idag er det 72 år siden at Tyskland invaderede Danmark. Og jeg var inde for at se filmen
Hvidstengruppen. Jeg havde egentlig ikke så mange forventninger til den, og jeg så den egentlig kun fordi mine forældre inviterede mig ind for at se den. Faktisk sad jeg at tænkte at det var træls at der ikke være mere romance mellem Gerda Fiil og faldskærmsmanden Jacob. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilke platte-teenage tanker jeg dog går rundt med. Dette er en film om en rigtig modstandsgruppe, ikke et sølle forsøg på at lave en kærlighedsfilm.
Nå, men da filmen for alvor var gået igang, og familien Fiil med venner begyndte at starte endnu en modstandgruppe op, tænkte jeg nogle tanker. Først tænkte jeg på at det er folk som dem, der er skyld i hvor godt jeg har det idag. Det var de folk fra modstandsgrupperne, som kæmpede for Danmarks frihed. De kæmpede for at danskerne kunne tale frit, tro frit og tænke frit. En anden tanke jeg tænkte var - selvom jeg er meget rebelsk af person(jeg plejer tit at stemme for alle de ting alle andre er imod) - at jeg nok ikke selv ville have gjort det. Hvis jeg havde levet under anden verdenskrig, havde jeg været et sølle syn. Jeg ville gå og leve i frygt, og selvom jeg gerne ville gøre noget, er jeg simpelthen en alt for stor pivskid.
Så jeg - der sidder og tænker romancer under denne her film - ville ikke selv have gjort en skid. Det gør mig faktisk rigtig ked af det. Jeg vil gerne gøre en forskel i verden. Jeg vil gerne gå imod alle dem der gør noget forkert mod andre. Men jeg er alt for bange.
Se, folk i dag tror at en person der er egoistisk er en der er glad for sig selv, og kun tænker på sig selv. Men jeg skal fortælle jer hvad der er egoistisk: jeg er. Selvfølgelig skal jeg ikke bebrejde mig selv for at disse mennesker døde for Danmark under anden verdenskrig.. Men prøv lige at hør på det igen: Mennesker døde for at vi - os der lever nu, og vores senere generationer - kan leve som vi vil. Gøre som vi vil. Tænke som vi vil. Og hvad ville jeg have gjort? Jeg ville have gemt mig under sengen, ville jeg. Hvis nu jeg rent faktisk havde levet dengang, ville jeg måske have gjort noget.. Situationen er jo nok anderledes når man selv er i den. Men hvis der starter en krig nu, så kan i finde mig under sengen.
Undskyld, et rimelig langt indlæg.. Jeg tvivler på at der er mange der har læst det igennem, men ta' lige at tænk over det. Husk; jeg bebrejder ingen, jeg lod bare mine tanker strømme afsted. For øvrigt er filmen utrolig god. Jeg har aldrig før oplevet en fuld sal, som ikke sagde så meget som ét eneste ord, da de gik ud af salen. Det var et meget specielt øjeblik, og det gav tid til eftertanke. Tårene triller i hvert fald stadig ned af kinderne....
Mine tanker går til de folk der kæmpede for at Danmark nu i dag er et frit land. Tak.
